Den erhvervsdrivende fond Melting Pot Fonden, som blev stiftet af madentreprenøren og forfatteren Claus Meyer i 2011, vil i de kommende år forsøge at hjælpe en række unge marokkanere i job. Det skal ske på fondens kokkeskole i byen Marrakesh i det nordvestafrikanske land.
Melting Pot Fonden bliver en del af et beskæftigelsesprojekt, der er ledet af Planbørnefonden i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke, ngo’en Game og Dansk Erhverv. Det skriver Planbørnefonden i en pressemeddelelse.
Projektet er finansieret med 15 millioner kroner under Udenrigsministeriets dansk-arabiske partnerskabsprogram, som skal støtte 100.000 unge med at komme i beskæftigelse og blive frontløbere i den grønne omstilling.
I Marokko er det beskæftigelsesmæssige udgangspunkt, at 35 procent af de unge står udenfor arbejdsmarkedet.
Programdirektør i Planbørnefonden Anne Smith Petersen håber, at partnerskabet med Melting Pot Fonden vil betyde, at flere unge marokkanere får en fod ind på arbejdsmarkedet, tilegner sig grønne færdigheder og bidrager til den grønne omstilling.
”Der er et stort potentiale på madscenen og serviceindustrien i Marokko, og det kan kokkeskolen være med til at forløse sammen med vores øvrige indsatser,” siger Anne Smith Petersen.
Kokkeskolen i Marrakesh giver en masse unge mennesker færdighederne til at lande et godt og varigt job og dermed en lysere fremtid
Lars Løkke Rasmussen – Udenrigsminister (Moderaterne)
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (Moderaterne) understreger, at det for ham at se er helt tydeligt, at de unge i regionen har et stort mod på at engagere sig i samfundet og arbejde for en bedre fremtid.
”Det så jeg selv, da jeg tidligere i år havde fornøjelsen af et besøg af en gruppe unge mennesker fra blandt andet Marokko. Kokkeskolen i Marrakesh giver en masse unge mennesker færdighederne til at lande et godt og varigt job og dermed en lysere fremtid. At der ovenikøbet er tale om grønne jobs, er naturligvis kun en fordel", siger Lars Løkke Rasmussen i pressemeddelelsen.
Frontløbere for den grønne dagsorden
På kokkeskolen får de unge marokkanere et otte-ugers intensivt kursus i madlavning, service og forretningsforståelse med nogle af de bedste restaurationsfolk fra Marokko og Danmark. Undervisningen ledes blandt andre af den fransk-danske Michelin-uddannede kok Marie-Sophie Grønlund.
For Melting Pot Fondens stifter Claus Meyer handler det om at vise unge, at de kan arbejde i fødevarebranchen og være frontløbere i den grønne omstilling, uanset hvilken baggrund de har.
”Vores mission er at give de unge en uddannelse i madlavning og de nødvendige sociale kompetencer til at klare sig på arbejdsmarkedet. Grundlæggende vil vi støtte unge mænd og kvinder i Marokko i ønsket om at blive frontløbere for den grønne dagsorden i den kulinariske sektor gennem projektet,” siger Claus Meyer.
Ifølge Kamilla Bjørn Drøidal, der i marts 2022 tiltrådte som ny direktør i Melting Pot Fonden efter Olav Hesseldahl, vil projektet blandt andet give de unge marokkanere redskaber til at åbne egen restaurant.
”Helt konkret vil vi som en del af projektet afholde innovationsforløb for unge, der ønsker at åbne egen restaurant, at arbejde med fødevareinnovation eller grøn omstilling i fødevarebranchen,” siger Kamilla Bjørn Drøidal.
Dansk-arabisk partnerskabsprogram begyndte i 2003 med det formål at styrke samarbejdet og forståelsen mellem Danmark og MENA-landene (en forkortelse for Middle East and Northern Africa). Programmet arbejder for at fremme menneskerettigheder og jobskabelse i Jordan, Tunesien, Marokko og Egypten. Arbejdet med jobskabelse ledes af Planbørnefonden.